Sæsonen 2025/26 lakker mod enden, og vi kan gøre status på TMS Talent.
U17
U17 kvalificerede sig til Liga med en flot førsteplads i puljen før ombrydningen. Holdet har rykket sig markant gennem sæsonen, og flere spillere har været inde over både regionale og nationale samlinger.
Efter jul blev resultaterne mere svingende, og særligt kampene mod NH gav udfordringer med to klare nederlag. Det betød en samlet 3. plads, som giver adgang til DM-kval i næste weekend på Oure Efterskole, hvor første modstander er VIES Efterskole.
I påsken deltog holdet i Vejle Påske Cup, hvor det blev til en flot finaleplads. Finalen mod Ribe/Esbjerg blev dog tabt snævert 23-24.
Vi ønsker drengene held og lykke i DM-kval.
U19
U19 startede sæsonen stærkt med gode præstationer på begge hold.
I 1. division fejede drengene al modstand til side og gik til jul med maksimum point. Desværre stod seniorafdelingen med store udfordringer i 2. division, hvor både trænerteam og spillere stoppede i optakten. Derfor blev beslutningen taget om at trække U19 1. divisionsholdet for at styrke H2.
Det blev en stor mundfuld, og H2 måtte rykke ned i 3. division – men kæmpe respekt til talentdrengene for at tage ansvar og hjælpe klubben i en svær periode.
I U19 Liga startede holdet også stærkt, men skader og unødvendige nederlag – bl.a. mod HIK – kostede en ellers sikker 2. plads. NH tog fortjent 1. pladsen, selvom vi pressede dem i alle indbyrdes opgør.
Kampene mod HC København blev afgørende for 2. pladsen og DM-kval, men her var modstanderen skarpest.
U19 deltog også i Vejle Påske Cup med førsteårs spillerne, som spillede sig i finalen. Her blev det til et nederlag 14-17 mod Ribe/Esbjerg i en stærk forsvarskamp.
Samlet vurdering
Overordnet set er sæsonen godkendt.
Målsætningen om top 3 placeringer på Sjælland er indfriet på begge årgange. Samtidig har vi set tydelig individuel udvikling og et stærkt sammenhold på tværs af holdene.
Ambitionen er klar:
Vi vil endnu tættere på DM-spillet.
Derfor evalueres sæsonen grundigt, så vi står endnu stærkere til den kommende sæson. Trupperne er næsten på plads, men der er fortsat mulighed for prøvetræning ved kontakt til Talentchef David Grandahl.
Ændringer i trænerteamet
Vi siger tak til Jesper Erik Petersen og Tommy Hardis for deres indsats i TMS Talent.
Samtidig byder vi velkommen til Marc Melms og Frederik Bertelsen, som træder ind i trænerteamet.