Kære spillere, forældre, trænere, ledere og ikke mindst sponsorer i TMS Ringsted Håndbold - Rigtig glædelig Jul & Godt Nytår 

2021 har budt på store udfordringer for alle os, som bare elsker håndbolden. Vi kommer således ikke udenom, at også i 2021 har den store overskrift på begivenhederne desværre været ”Covid-19”. Næsten hele første halvår blev lagt ned af epidemien og her slut på året måtte vi træffe en særdeles tung beslutning om at aflyse vores traditionsrige tur til Lund mellem jul & nytår – et stævne som for ganske nyligt endte med at lukke helt ned. Øv!
For TMS Ungdom er det imidlertid lykkedes at holde sammen på tropperne i en ellers vanskelig tid, hvor der flere steder meldes om medlemstilbagegang under Corona. Men ikke i TMS, hvor vi igen i år kan melde om en mindre medlemsfremgang – med afsæt i en stærk organisering og en kæmpe indsats fra vores mange trænere, ledere og frivillige i klubben, er det således ikke bare lykkedes at fastholde medlemmerne, men også at tiltrække nye medlemmer. Det skal vi alle være stolte af.

Sportsligt set spænder vi bredt med deltagelse af 1-4 hold på alle årgange, U6 – U19, piger og drenge. Derudover skal vi ikke glemme vores herlige Tumlings, Five-a-Side samt All Starz Lykkeliga, hvor vi også er repræsenteret. Det skal der også være plads til i en stor forening som TMS Ringsted Håndbold.


TMS Ungdom 2019 - Sidst vi var samlet

Formanden for dansk håndboldforbund, Morten Stig Christensen, var for nyligt ude med en stærk appel til alle håndboldinteresserede om at tage del i trænergerningen ude i klubberne. Det er en stor udfordring for mange klubber at tiltrække nok trænerkapacitet. I TMS Ringsted har vi tæt på 70 trænere og ledere tilmeldt vores ”Træner- og ledergruppe”. Det er helt unikt, men også en væsentlig del af vores eksistensgrundlag vi ikke må tage for givet. Det er en stor kabale, år efter år, at få besat alle posterne i klubben. Vi støder også på udfordringer og bump på vejen, men vi lykkedes oftest med at komme i mål til slut. Kæmpe tak for indsatsen i 2021 til alle trænere og ledere i klubben.

En af de helt store solstrålehistorier fra 2021 er vores dameelite afdeling i 1. division. Vi har været vidner til kulminationen på flere års ihærdigt arbejde, et stærkt træner/leder-team omkring holdet samt en flok unge spillere som bare vil deres håndbold 100%. Man kan mærke sammenholdet helt ude på tilskuerpladserne. En gruppe spillere som bare fungerer rigtig godt sammen både på og udenfor banen. Indtil nederlaget i topkampen mod sønderjyske har pigerne bestridt førstepladsen i rækken, hvilket er helt unikt. I konkurrence med store traditionsrige jyske klubber, som arbejder med et helt andet økonomisk fundament, er det lykkedes at fastholde og tiltrække dygtige spillere i et godt træningsmiljø og en stærk organisering, ikke mindst båret af et utrætteligt arbejde af Winni Wollesen. TMS Ungdom spillere fra U17/U19 har været med i truppen til kampe og oplevet suset fra en næsten fyldt Dansk Kabel TV Arena. Her tænker jeg ikke mindst lokalbraget mod Roskilde, hvor størstedelen af klubbens ungdomsafdeling med forældre var samlet til fest i hallen. Fantastisk oplevelse.


TMS Ringsted 1. div damer


Økonomi er en væsentlig faktor for at fastholde de gode rammer omkring TMS Håndbold. I den forbindelse skal der rettes en kæmpe tak til alle vores trofaste sponsorer i foreningen. Uden jer er det ganske enkelt ikke muligt at realisere ambitionerne omkring klubben. Vi vil i det kommende år styrke indsatsen omkring sponsorarbejdet, og sponsorplejen, i foreningen. Årgangene vil blive involveret og jeg håber på, forventer, stor opbakning til dette vigtige projekt.

Vores mange aktiviteter er også med til at holde hånden under økonomien i foreningen. Ja, vi er meget på i løbet af hele sæsonen, salg af Bambusa-strømper, skrabelodder, Lumagica, afvikler håndboldskole etc, etc. Det er en del af det at være med i foreningen TMS Ringsted Håndbold. Desuden er det ikke kun ”hårdt arbejde”, det er også med til at skabe sammenhold på tværs af klubben og det giver ekstra penge i holdkasserne til sociale aktiviteter. Aktiviteterne vil fortsætte i 2022, hvor blandt andet årets sponsorcykling vil få en yderligere dimension med et ”ungdoms-cykel-event.”

En stor tak for indsatsen og samarbejdet skal der også lyde til medlemmerne i ungdomsudvalget. Lad mig bare nævne Jan Rømers utrættelige arbejde med tøjleverancerne, opdatering af Corona-restriktioner og alle vores web-aktiviteter. Anja Wollesen og Karina Kristiansens ansvar omkring håndtering af de mange sociale aktiviteter og events, vores nye medlemmer Karina Heegaard og Lisbeth Berndtsons arbejde med den ”grønne tråd” og det sportslige ansvar med børnehåndbolden i klubben. Derudover er der vores utrættelige Maria Rømer på TMS-kontoret der fungerer som sekretær i UU og på den administrative front holder hånden under hele foreningen. Tak!

Uden for UU har vi Jesper Erik, Henrik Tesgaard og Dennis Hønholt som tager ansvaret for den sportslige del på ungdomsårgangene. Vi har Anders Andersen som tager et stort ansvar med organiseringen af ”Det grønne hjørne” og Henrik Sundahl, som vores HRØ kontakt person. En stor tak til jer også – og til dem jeg givet har glemt...

Samarbejde med TMS A/S forløber fortsat rigtig fint. Ian Marco Fog er som bekendt tiltrådt i TMS A/S som direktør og vi har allerede fået opbygget et fantastisk godt samarbejde med Ian, et samarbejde vi har et ønske om at udbygge yderligere i det kommende år, til fælles gavn for hele TMS.

Med dette vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul & godt nytår!

FORZA TMS…….

Ole Rygaard Andersen
Formand