Søndag var begge U9-drengehold i FIF for at spille første turneringsrunde.
Begge hold er tilmeldt i B-rækken, men da HRØ har valgt kun at lave B-rækker, så er den ene pulje reelt nok mere en A-pulje.

TMS2 startede med at skulle spille mod FIF2. Drengene var hjemmefra forberedt på, at vi skulle møde et stærkt hold, og at vi nu kun koncentrerede os om vores eget spil.

Og det gjorde drengene suverænt. Faktisk så godt, at vi hurtigt kom foran og meget overraskende ikke bare holdte vi føring under hele kampen, men vi udbyggede den også undervejs. Alle spillere leverede en kæmpe præstation, og det er tydeligt, at Næstved cup har rykket på de håndboldmæssige færdigheder, men også på vildskaben og på selvtilliden. Alle fik skudt på mål.

Kampen endte 16-6 til TMS2. Som en af drengene sagde: ”Det her, det kommer min mor altså ikke til at tro på”.

Efterfølgende skulle TMS1 spille med FIF1.

Holdene mødtes til A-niveaustævnet, hvor FIF dengang vandt 24-3. Igen var målet, at vi skulle koncentrere os om vores eget spil, og gøre det bedre end sidste gang.
Det lykkedes i den grad også - desværre er FIF bare et suverænt godt hold, og vi var aldrig i nærheden af sejren. Stor var jublen på bænken dog, da vi passerede de 4 mål for så var første målsætning nået. Nemlig at score flere mål end sidste gang.
Kampen endte 27-15. En kamp, som drengene i den grad kan være bekendt. Og med en difference på 12 mål, så var stemningen fra drengene, at næste gang, der går vi efter uafgjort.

En god søndag med gode præstationer af alle U9-drengene