En næsten normal efterårssæson er nu overstået, hvor vi igen har fået afviklet et fuldt turneringsprogram, med en masse kampe mod mange forskellige modstandere.

Glæden, der stråler ud af spillerne når det går godt, frustrationen og skuffelsen over når det går skidt – er den nødvendige benzin, der skaber energien for os alle sammen. Spillerne giver så meget af sig selv, i jagten på at have det sjovt og skabe de mange gode sportslige og sociale oplevelser. Det gør det hele til en fornøjelse for os trænere.

Pigerne flytter sig sikkert mod de næste sportslige niveauer, hvor vi særligt bemærker en mere konstruktiv forståelse for kampenes forløb, holdenes succes og de enkelte vurderinger i spillet.

Pga. covid, har trænerteamet reelt ikke trænet pigerne særligt længe. Derfor er vi glade for, at et fælles sprog for, hvad og hvordan vi gør tingene, begynder at komme til udtryk i dialogen mellem os, - ligesom spillerne i blandt begynder, at kunne tale og tænke om det faglige på et fælles grundlag.

Det spillemæssige ser stadig bedre og bedre ud, hvor den generelle boldomgang, flow og bevægelser har det udtryk vi gerne vil have. Spillet er præget af færre tekniske fejl, som et resultat at pigernes udvikling på de tekniske kompetencer – ligesom det er udtryk for deres kendskab til hinanden i både kamp og træning. Det har stor betydning for vores tre hold – som alle har vist, når de rammer dagen, at have niveau til toppen af deres rækker før jul.

Derfor er vi også både glade og stolte af, at pigerne er lykkes med at spille alle tre hold i 1.division efter jul, hvor hold 1 skal spille 1.div A, mens de to 2.divisions hold, begge skal spille 1.division B.

Vi glæder os til at komme ud og spille mod en masse nye hold, og udvikle os endnu mere.

På vegne af trænerteamet

Lasse Krøis