Kære håndbold venner

Håber alle, trods omstændighederne, har det godt og ikke er sygdomsramt af denne aggressive Corona-virus!

For Corona-virussen er i sandhed væltet ned over os. Det er jo nærmest ”smerteligt” for alle os, som elsker sammenholdet i hallen omkring den runde læderbold. Trænere, ledere, spillere, forældre - ja alle savner bare, at der kommer gang i håndbolden igen.

Det kom nærmest over os som en tyv om natten. Alt blev lukket ned. Holdene stod over for de sidste spændende puljekampe, diverse slutspil, påskestævner, sæsonafslutning etc. Bare rigtig ØV!

Vi vil til det sidste kæmpe for et afslutningsarrangement, eventuelt i juni måned. Desværre nok naivt at tro på efter myndighedernes seneste udmeldinger, men vi håber til det sidste. Kunne være fint at få gennemført et afslutningsarrangement – et tilbageblik over sæsonen, et ”tak for en god sæson”, udveksling af en god historie fra sæsonen, uddeling af pokaler, i det hele taget en festdag i TMS-ungdom. Bliver det ikke muligt, finder vi en nødplan via de sociale medier – men det bliver aldrig helt det samme.

I de sidste par uger har vi afholdt et par Skype-møde i ungdomsudvalget – det fungerede, men bestemt ikke helt optimalt i en periode hvor der ellers er mange ting på agendaen i TMS-ungdom. Men vi havde naturligvis brug for en opdatering på foreningens ve og vel. Vi er lukkede af Corona-krisen lige nu, selv TMS-kontoret er lukket ned, men der venter heldigvis også en ”normal” hverdag – og en ny spændende håndboldsæson – når alt dette er overstået. Derfor arbejdes der i kulissen med forberedelserne – administrativt men også i de respektive trænerteams. Men alle bedes venligst udvise nødvendig tålmodighed – tak ??. Trænerpåsætningerne er ved at være på plads – der er meldt officielt ud fra U13 – U17, men også i vores vigtige børneårgange, er vi ved at være på plads med gode teams, og der vil gradvist blive meldt ud herom i den kommende periode. Der har af gode grunde ikke været afholdt hal-fordelingsmøde med foreningerne i Ringsted kommune. Vi arbejder på en ny træningsplan til den kommende sæson, med afsæt i de haltider vi haft til rådighed i denne sæson. Der bliver meldt ud så snart tingene er faldet på plads.

Via Facebook og andre sociale medier, kan vi alle følge med i, at kreativiteten er stor med hensyn til at holde sig i gang – herligt ?? men det fremstår også helt tydeligt, at afsavnet af kammeraterne er stort – den sociale dimension mangler.

På drengesiden blev der inden Corona-krisen igangsat et spændende projekt med et bredt samarbejde fra U15D og op til herre 1, emnetræning og en fremadrettet mere koordineret op/ned træning. Med Oliver Preben Jørgensen i spidsen som sportslig ansvarlig på drenge-ungdomssiden, ser vi en spændende fremtid for projektet. Der arbejdes målrettet med et tilsvarende koncept på pigesiden sammen med dame-elite og med Per Wulf i spidsen som sportslig ansvarlig. Der er allerede sat gang i fase 1 – at fastlægge rammerne for dame 1 + 2 samt U19 pigerne. Fase 2 bliver søsat straks efter Corona-krisen, hvor vores dygtige U15 – U17 pigeårgange og deres respektive trænerteams vil blive integrerede i projektet. Vi skal fastholde og udvikle på vores dygtige pigespillere, så de på sigt kan gøre sig gældende i dame 1 truppen.

Samarbejdet med IKA fortsætter ligeledes uforandret til gavn for både pige- og drengesiden.

Økonomisk står vi i lighed med andre klubber til at kunne blive hårdt ramt. Håndboldskolen, som er en væsentlig indtægtskilde til budgettet i TMS ungdom, er endnu ikke officielt aflyst – men der er MEGET stor risiko herfor. Ringsted Festivalen er endegyldigt aflyst og dermed mistes der ligeledes her en væsentlig indtægt til ungdomsafdelingen. Cykel-eventet, hvor også foreningen var repræsenteret, er foreløbigt udskudt. Forni´s Cup til august kan reelt også risikere en aflysning. Ungdomsafdelingens budget, er udover kontingentindtægter og sponsorindtægter, afhængig af indtægtsgrundlaget fra vores egne aktiviteter. Hvis årets håndboldskole i den første uge af skolernes sommerferie aflyses, vil vi forsøge at få arrangeret en håndboldskole på et senere tidspunkt, f.eks. i efterårsferien.

Vi står over for en ny sæson, hvor alle får tildelt et nyt sæt spillertøj. Det er en væsentlig økonomisk udskrivning. Med henblik på at udvise rettidig omhu med ungdomsafdelingens økonomi, har vi i ungdomsudvalget besluttet, at der skal være delvis egenbetaling til det nye spillertøj i forbindelse med tilmelding til sæsonen 2020-2021. For årgangen U5-U7 bliver egenbetalingen kr. 100 og årgang U9 – U19 bliver egenbetalingen kr. 200.

Sponsorsalget er ikke blevet lettere under Corona-krisen. Store dele af erhvervslivet er hårdt ramt økonomisk. Vi har gentegnet med nogle af vores trofaste sponsorer og et par enkelte nye er kommet til. Henset til situationen er der mere end nogen sinde før behov for yderligere tøjsponsorer og det er derfor særdeles vigtigt, at vi ALLE omkring klubben udsøger netværket for en mulig sponsor. Henvendelse angående mulige sponsoremner bedes rettet til vores sponsoransvarlige i ungdomsudvalget:

Brian Støvring pr. mail: sponsor@tms-ungdom.dk / 21 56 19 27

Det er også muligt at kontakte ungdomsformand, Ole Rygaard Andersen på mobil 22 88 68 22 for en snak om mulighederne.

Der forventes traditionen tro at blive åbnet op for tilmeldinger til den kommende sæson natten til den 1. maj – den første periode for nuværende medlemmer, og vi vil på det kraftigste opfordre jer til at tilmelde jer umiddelbart efter 1. maj, så vi får pengene i klubkassen samt et hurtigt overblik over tilmeldinger og dermed økonomien. Tak.

Vi har som udgangspunkt en sund økonomi i foreningen TMS – det skal vi ikke sætte over styr eller gå på kompromis med – derfor rettidig omhu og appel til, at vi alle bidrager.

Som I måske allerede har bemærket via de sociale medier, har vi, med inspiration fra andre økonomisk hårdt ramte klubber, iværksat et event hvor det er muligt at tegne et ”passivt” sponsorat til direkte støtte af ungdomshåndbolden i TMS. Sponsoratet kan enten tegnes via shoppen på www.tms-ungdom.dk eller via mobilepay 84787 (benyt teksten: TMS Ungdom sponsorat). Der er ikke nogen regel for sponsoratets størrelse – alle beløb er velkomne. Flere har allerede benyttet sig af muligheden både via mobilepay og shoppen – tak for opbakningen. Lad os alle få delt og spredt budskabet.

Der skal heldigvis mere end en ondsindet Corona-virus til at lægge os ned – TMS ungdom og foreningen i sin helhed er en stærkt forankret enhed med bred opbakning og en stærk kultur – FORZA TMS.

Vi ses i hallen – forhåbentligt snart ??

De bedste hilsner

Ungdomsudvalget