U12 drenge sluttede 2017 af med en tur til Lundaspelen, som holdet havde vundet 3 år i træk !! Denne gang var vi 12 knægte fra årgang 2005 og ikke alle havde spillet sammen før. Alligevel lykkedes det at få alle på scoringstavlen igennem turneringen og socialt hyggede drengene sig sammen på kryds og tværs.
 
Vi var meget opsatte på et titelforsvar og puljekampene blev vundet uden stor modstand. I A-slutspillet blev først hjemmeholdet H43 slået og derefter blev Helsingør besejret i kvartfinalen med 17-11. Nu gjaldt det så FIF, som slog Lødde i deres kvartfinale. Lødde har i de tidligere år givet TMS drengene stor modstand og derfor var en stor sten ryddet af vejen.
 
FIF blev imidlertid en lige så stor sten og semifinalen blev en fantastisk flot håndboldkamp med de bedste sjællandske hold i U12 rækken. Heldigvis trak TMS det længste strå med en to-målsejr og den fjerde finale i træk var en realitet. Her ventede HIK og her var taktikken lagt fra start med et fladt 6-0 forsvar foran en stærkt spillende Kley. 6-1 blev til 12-5 inden Andreas måtte udgå med en knæskade. Dette og lidt udskiftninger gav uro og HIK kom tæt på men slutteligt endte kampen 15-13 til TMS. Titelforsvaret var hjemme og pokalen kom til Ringsted igen, igen…
 
 
 
Blot 6 dage efter triumfen i Lund ventede HIK i endnu en finale, nemlig pokalfinalen i HRØ. Andreas var ikke blevet helt klar og måtte derfor starte på bænken. HIK var max klar på revanche og havde lagt en god taktik, så ved pause var vi bagud 8-11. Pausen blev brugt til en opsang og ved 9-12 insisterede Andreas på at komme på banen. Den indskiftning var et kæmpe boost for holdet og selv med en halvt Andreas vente kampen fuldstændigt på hovedet. HIK stivnede og alt lykkedes for vores knægte, så anden halvleg blev vundet 12-5 og dermed var endnu en pokal og guldmedaljer i hus.
 
 
Efter de flotte finaler har vi haft lidt udfordringer med motivationen og samtidigt blev vi starten af året ramt af sygdom. Små udfald bliver straffet og vi fik sæsonens første nederlag i Næstved, som spillede en god kamp. Igen mod Taastrup kom vi i problemer og kun med hiv og sving fik vi begge point i en sejr på 13-12. Vi er i pulje med HIK, som vi nu møder to gange i februar og der skulle motivationen og viljen gerne være fundet frem igen.
 
Vi indstillede Frederik Bertelsen til december måneds spiller, da han altid kommer til træning i godt humør. Han er vores all-round spiller og har et fantastisk svæv og god teknisk skudafvikling. Når først han får mere fysik bliver han en rigtig spændende spiller i TMS. Samtidigt gør han det nemt at være træner, da han både til kamp og træning har fokus og hører godt efter, samt hele tiden forsøger at forbedre sig.
Til træning begynder vi nu samtræning og i første omgang tilbydes Kley, Aksel og Kasper træning med U14 hver fredag.
 
Fra holdet og trænerteamet ønskes alle et rigtig Godt Nytår 2018