Så er endnu en håndboldsæson ved at lakke mod enden og vi kan gøre lidt status på vores TMS drenge ungdomshold.

U19 drenge fik ny cheftræner i Rasmus Svane og det har været en stor fornøjelse at få indspark og nye konstruktive øjne på både holdet og TMS især. Efter en fin opstart og rigtig god træningslejr i Sverige begyndte skaderne desværre at ramme holdet. Måske fordi der blev trukket for stor veksler op på herre 2. division og dermed et for stor load på knægtene. Det forbliver en hypotese, men noget vi fremadrettet skal have fokus på…. mængde af kampe skal kunne hænge sammen med den ugentlig træning både på halgulv og i styrkelokalet. Samtidigt er knægtene i studieforløb enten håndværkermæssigt eller bogligt.

I Ligaen var langt de fleste kampe på højt niveau og god intensitet, så en top 3 placering efter NH og FIF er ganske tilfredsstillende. Med fokus på de individuelle kompetencer og udvkling mod mange gode seniorår, så er flere spillere på rette vej.

Claus Vindig kom ind ved juletid og fik ansvaret for hold 2, som tog en fin 3. plads i en rigtig god 1. division. Til den nye sæson overtager Claus chefrollen og dermed siger vi tusind tak for Svane´s indsats igennem sæsonen. Rasmus Svane har været utrolig vellidt og vi ønsker ham alt det bedste i hans nye projekt.
 
U17 drenge skulle sammenspille en helt ny flok drenge, som kom hjem fra diverse efterskoler. Stammen dog var gode TMS-drenge, som havde været en smut udenbys og nu atter valgte at spille i grønt. 
 
En flot 2. plads før jul gav adgang til Ligaen efter jul. Trods noget svingende præstationer blev det til også her til en 3. plads og igen efter NH og FIF. Det har opfyldt målsætningen og kvalificeret holdet til DM-kvalifikation i den kommende weekend i Års, Nordjylland. Pøj. Pøj til holdet, som møder Mors lørdag.
 
Mathias Plugge kom ind i trænerteamet ved juletid og fik ansvaret for hold 2. Det har været en stor succes. Holdet tog en 2. plads og spiller kredsmesterskab på søndag i Hørve Idrætscenter mod Roskilde. Holdet ønskes held og lykke med de sidste kampe.
 
U15 drenge skal også nævnes, da de har haft en super flot sæson. Hold 1 blev nr 2 i 1. division A efter blot ét nederlag  til FIF og dårligere indbyrdes målscore. Nu møder holdet Team Helsinge i kredsmesterskabernes kvartfinale. Første kamp på fredag i Helsinge og returopgør tirsdag 16. april 2024 kl 18.15 i Ringsted Sportscenter. Kom og støt drengene.
 
Tak til alle spillere, forældre og træner, samt held og lykke med de sidste kampe.
 
Husk at der torsdag 11. april 2024 kl 18.30 er kick-off på det nye set-up i TMS DrengeTalent.
 
På billedet ses U17 og U19 drenge i de flotte grå opvarmningstrøjer, som blev sponsoret af Familieterapeut Karina Eichhorst – Familien i Tale.